Alt du bør vide om ATP: ATP-udbetaling i 2024

ATP Livslang Pension er en pension, der automatisk bliver udbetalt til dig, når du når folkepensionsalderen. Alle indbetaler til ATP – også selvom du ikke er i arbejde. ATP er altså en “ekstra” pension for alle, men det er forskelligt om du får udbetalt din ATP-udbetaling én gang eller om det er et månedligt beløb, der udbetales. 

På denne side kan du finde alt du bør vide om ATP, og du kan se alle datoerne for ATP-udbetaling i 2024. 

Udbetalingsdatoer for ATP Livslang Pension

  • Januar – Onsdag d. 31. januar 2024
  • Februar – Torsdag d. 29. februar 2024
  • Marts – Onsdag d. 27. marts 2024
  • April – Tirsdag d. 30. april 2024
  • Maj – Fredag d. 31. maj 2024
  • Juni – Fredag d. 28. juni 2024
  • Juli – Onsdag d. 31. juli 2024
  • August – Fredag d. 30. august 2024
  • September – Mandag d. 30. september 2024
  • Oktober – Torsdag d. 31. oktober 2024
  • November – Fredag d. 29. november 2024
  • December – Tirsdag d. 31. december 2024

HVAD ER ATP? 

ATP er en pension, du modtager når du når folkepensionsalderen. Det er dig selv og din arbejdsgiver, der indbetaler til ATP.

Som nævnt, er det næsten alle, der indbetaler til ATP. Det gælder for dem, der: 

  • Er fyldt 16 år, 
  • Er lønmodtager, 
  • Har arbejde i Danmark, 
  • Er udsendt til udlandet på grund af arbejde i en kortere periode af en dansk arbejdsgiver, 
  • Har en arbejdsuge på minimum 9 timer, 
  • Er på overførselsindkomst. 

Vær opmærksom på, at ATP er skattepligtig. Det betyder, at der automatisk bliver fratrukket 40 % i afgift ved et engangsbeløb til staten. 

HVOR MEGET KAN JEG FÅ I ATP? 

ATPBIDRAG 

Størrelsen på din ATP-pension afhænger af, hvor meget du i løbet af dit liv har indbetalt til ATP, og hvornår du har indbetalt til ATP. Jo tidligere du har indbetalt til ATP, jo større bliver din ATP-pension ligeledes. 

ATP-bidraget bliver både indbetalt af dig selv og din arbejdsgiver, kommune eller a-kasse. Du indbetaler selv 1/3 af bidraget, hvorimod din arbejdsgiver indbetaler 2/3. For år 2024 lyder det månedlige ATP-bidrag på: 

  • Fuldtidsansat: 297 kr. pr. måned
    • Din andel: 99 kr. 
    • Din arbejdsgiver: 198 kr. 

Du skal altså selv kun betale 99,00 kr. om måneden i ATP-bidrag, hvis du er fuldtidsansat. 

ATP SATSER 

Da din ATP-pension afhænger af, hvor tidligt du har foretaget indbetalinger i ATP, samt størrelsen på disse indbetalinger, er pensionens størrelse bestemt ud fra dette. Det kan derfor være svært at sige helt nøjagtig, hvad du kan få udbetalt i ATP. Tjek derfor din pensionsoversigt, hvor du kan se beløbet du har indbetalt. Her kan du også se, hvor meget du kan forvente at få udbetalt i ATP-pension. 

Den højeste pension, du kan få udbetalt, er:

  • 26.400 kr. (2024)

For at få den højeste pension kræver det, at du når folkepensionsalderen som 65 ½ årig, og at du har indbetalt det fulde beløb fra du var 18 år til du når pensionsalderen. 

Får du ikke den højeste pension? Det kan skyldes, at du: 

  • har været i lære før september 1977 (her betalte man ikke ATP-bidrag) 
  • har været offentlig ansat siden 1987 (det var ikke alle overenskomster, man skulle betale det højeste ATP-bidrag) 
  • er selvstændig (se mere under afsnittet af samme navn længere nede i artiklen) 
  • har været ansat i udlandet (her indbetaler man som udgangspunkt ikke til ATP) 

ATP-UDBETALING 

Din ATP-udbetaling sker automatisk, når du når folkepensionsalderen. Du kan ikke få udbetalt ATP før. Din folkepensionsalder afhænger af din fødselsdato, og derfor afhænger udbetalingen af din ATP af din fødselsdato. I skemaet nedenfor kan du se, hvornår du når folkepensionsalderen – og derfor se, hvornår du kan få din ATP udbetalt. 

Fødselsdato Folkepensionsalder 
31. december 1953 (eller tidligere) 65 år 
1. januar 1954 – 30. juni 1954 65 ½ år 
1. juli 1954 – 31. december 1954 66 år 
1. januar 1955 – 30. juni 1955 66 ½ år 
1. juli 1955 – 31. december 1962 67 år 
1. januar 1963 – 31. december 1966 68 år 
1. januar 1967 eller senere69 år

Din ATP-pension bliver enten udbetalt som en månedlig udbetaling eller som et engangsbeløb. Vælger du at indbetale flere ATP-bidrag eller udskyder din pension, er det muligt, at din ATP-udbetaling ændres fra et engangsbeløb til en månedlig udbetaling. 

Størrelsen på din ATP pr. år (før skat) Udbetaling pr. måned eller engangsbeløb 
Mindre end 3.300 kr. (2024) Engangsbeløb 
Mere end 3.300 kr. (2024) Månedlig udbetaling 

ATP-PENSION VED DØDSFALD 

Ved dødsfald kan din samlever have ret til at få udbetalt et beløb fra ATP. Dette beløb er et engangsbeløb og kan højst være på 50.000 kr. Som udgangspunkt falder dette engangsbeløb med 10.000 kr. pr. år året efter den afdødes folkepensionsalder. For at få dette engangsbeløb kræver det, at: 

  • I har fælles folkeregisteradresse 2 år forud for dødsfaldet, og 2 år forud for institutionsophold, som f.eks. plejehjem,  
  • Ægteskabsindgåelse har kunnet indgås 2 år før dødsfaldet, 
  • Den afdøde har været med i ATP i minimum 2 år, 
  • Den afdøde har indbetalt mindst 2 års fulde indbetalinger til ATP, 
  • Dødsfaldet er sket allersenest 5 år efter dennes folkepensionsalder fandt sted, 

Du kan vælge både at registrere og slette din samlever på borger.dk. 

ATP OG FRIVILLIG INDBETALING 

I visse tilfælde kan du vælge at indbetale frivilligt til ATP-pension. Det kan du, hvis du: 

  • Er selvstændig, 
  • Er efterlønsmodtager, 
  • Får overgangsydelse, 
  • Får fleksydelse, 
  • Er førtidspensionist, 
  • Får delpension.